Vi står på ladet af en pickup truck og kører gennem bakkelandskabet. Det ene øjeblik må man dukke sig for nogle grene, det næste runder man et hjørne og bremser kraftigt op – vejen er fuld af køer, som lige skal gå til siden, hvilket de gør stille og roligt og helt naturligt. Udsigten fra pickup truckens lad er fantastisk, og man kan se marker, bjerge, dyr og meget mere så langt øjet rækker.
Årsagen, til at vi står en flok unge mennesker på ladet af en bil, er at vi er på vej til “Festival del cerro Guasapa” – en slags byfest, hvor folk for foden af bjerget “Guasapa” fejrer fredsforhandlingerne efter borgerkrigen. Der er mad, musik, taler og dans.
Da vi ankommer til pladsen, sætter vi os i en rundkreds og drikker øl – danske som vi er. Officielt starter det klokken 14, men vi er de eneste udover mad-mama’er og musik-folk, som allerede er kommet. Klokken 16 startede første musikindslag – ifølge programmet. Klokken blev nærmere 16.45, men stemningen var god og der var efterhånden kommet en del mennesker.
Til aftensmad spiste vi pupusas, en El Salvadoriansk specialitet, som jeg er virkelig fan af! (Bare rolig, I kender mig – senere kommer der et særligt indlæg kun om mad!). Nedenunder kan I se, hvordan kvinder står med brændende varme pander og steger pupusaerne. Disse kvinder findes over alt, også her i Suchitoto, hvor jeg bor.
Da mørket faldt på, gik endnu et liveband på scenen. Vi sad på plasticstole og pludselig kommer en dreng på ca. 8 år hen og spørger, om jeg vil danse. Og selvom det nærmere var “et skridt til den ene side og et til den anden” end det var dans, smeltede mit hjerte på stedet over hvor modig og sød han var. Jeg tog et billede med ham, og han har allerede lært at se cool ud.
Efter “dansen” med min modige dansepartner, gik der lang (laaaaaaang) tid med snak, hvor de sagde det samme igen og igen og igen. Der var i mellemtiden blevet rigtigt koldt, solen var gået ned og klokken var 21. Men endelig kom der musik igen. Først et hyggeligt liveband, som spillede musik, der umiddelbart ikke blev danset til. De kunne nok sammenlignes lidt med “De Gyldne Løver” fra Danmark. Det var tydeligt, at de unge sad rundt omkring på bakkeskråninger, mens de ældre stod ved scenen. Da det blev tid til ekstranumre, var det derfør også de ældre der hujede og klappede, mens de unger enstemning råbte “NOOOO”.
Efter den latinamerikanske udgave af “forældre-band”, gik dj’en på, og så var der fest. På få minutter var dansegulvet fyldt af El Salvadorianere (og os som forsøgte at få varmen). Der blev danset cumbri, reggaeton, dance/techno som vi kender det fra diskotekerne i Danmark og meget mere.
Jeg troede, jeg var rytmisk, men det viste sig hurtigt! at jeg tog fejl. Mine hofter ville bare ikke bevæge sig! Men det lod ikke til at afskrække fyrerne. Der gik ikke længe før en ung latino (med stort L!) sagde “¿Quieres bailar?” (=vil du danse?). Det var et tilbud, jeg ikke kunne afslå, og pludselig dansede jeg meget latinamerikansk meget tæt på en meget latinameriansk fyr. Det passede mig egentlig altsammen meget godt, indtil han på spansk spurgte, om han måtte få et kys. Jeg var ikke helt klar til mand og hus og børn i El Salvador efter to danse, så jeg rystede på hovedet, hvorefter han spurgte igen. Det gentog sig flere gange indtil han spurgte på engelsk (staklen kunne simpelthen ikke forstå, at jeg ikke ville kysse ham – det måtte dreje sig om et kommunikationsproblem). Det var her de andre danskere, som heldigvis dansede tæt på, så panikken i mine øjne og let og elegant fik mig hevet væk derfra og hen til “danskercirklen”.
Turen hjem var på ladet var fantastisk smuk med en stjerneklar himmel over os. Aftenen sluttede vi af med “cuba libra” (rom og cola), cervezas og kortspil på El Necio, som er baren skråt over for platformen, og da jeg senere lå i min seng, var det stadig den lille 8 årige dreng, der havde smeltet mit hjerte, ikke latinofyren, med sine smarte dansetrin.
Skriv en kommentar