COMUS

Nu er det vist paa tide, at jeg fortaeller lidt om den organisation, som jeg arbejder for. COMUS (Comunidades Unidas de Usulután) hoerer hjemme i den lille by San Francisco Javier, som ligger i regionen Usulután. Jeg har ikke arbejdet meget for COMUS, udover at oversaette deres vaerdigrundlag fra spansk til engelsk, men jeg har til gengaeld vaeret fluen paa vaeggen til mange moeder og arrangementer. 

Det foerste arrangement, jeg var med til, handlede om oekologisk landbrug og foregik i mit communidad. Det  var den praktiske del, som efterfulgte en teoretisk introduktion ugen forinden. Her laerte de fremmoedte at lave en oekologisk goedning, og de stod bogstaveligt talt med haenderne i lortet! 

COMUS bruger generelt meget tid paa at stoette de lokale landmaend i at dyrke oekologisk, og tager derfor ogsaa tit paa landbrugsbesoeg. Jeg har baade beseog plantager med frugttraer, og et kaempe slags drivhus med chili og tomater. Det gode ved disse besoeg er, at uanset hvor man kommer hen, maa man smage paa frugterne og groentsagerne.

Som naevnt har jeg oversat COMUS´ vaerdigrundlag, hvilket har givet mig mulighed for at faa et indblik i deres maal og oensker for organisationen. Og som beskrevet med landbruget, gaar de meget op i oekologi. Derudover gaar de ogsaa meget op i lige rettigheder for begge koen og udvikling i de omkringliggende communidades.

De holder derfor ogsaa mange moeder, hvor de inviterer maend og kvinder til at komme og snakke om arbejde i en organisation, forurening og mange andre ting. De holder spaendende oplaeg med brug af powerpoints, og de faar de fremmoedte til at deltage via lege og fremlaeggelser.

Derudover har jeg varet med til et moede, COMUS har arrangeret med to lokale borgmestre og repraesentanter fra de lokale communidades for at snakke om muligheden for at faa vand i hanerne, i stedet for kun i byernes faa broende. Her gaar COMUS ind og stoetter lokalsamfundene og hjaelper dem med at gaa sagt, det der skal siges. 

Sidst, men ikke mindst, vil jeg naevne COMUS´haengekoeje- og smykkevaerksted for personer med handicap. I den tid, jeg har vaeret her, er der isaer to unge fyre,m der har arbejdet dernede og lavet haengekoejer og armbaand i flet. Den ene hedder Manuel, er doev og supersoed! Han har lavet den haengekoeje, som jeg har koebt (bagest i billedet) og han vinker altid, naar man ser ham. 

Som kontaktperson er der Alicia (Josefines mor hernede), som kan snakke tegnsprog og er meget taalmodig og soed! Naar hun sidder dernede hos dem, bruger hun tid paa at lave smykker. Josefine og jeg snakker tit om, hvor grimme nogle smykker, det er. Men hernede synes folk, de er smukke, og saa er de meget billige! Jeg har allerede koebt to par oereringe, for kun 1$ per par!

Jeg er blevet meget positivt overrasket over, hvor optagede COMUS er af oekologi, lighed mellem koen og hjaelp til folk med handicap. Der findes heldigvis flere organisationer som COMUS, og de er en af grundene til, at El Salvador har saa lys en fremtid – set med mine oejne!

 

 

 

Aventuras de mangos

Nu er alt heldigvis ikke kun alvor med fattigdom og daarlig (med vestlige oejne) skolegang. Sjaeldent maerker man disse problemer paa salvadoranerne, simpelthen, tror jeg, fordi salvadoranerne generelt er glade mennesker, som ikke lader sig maerke med problemerne (udadtil i hvert fald).

Paa markerne bag vores hus er der 2 store mangotraeer (og en helt fantastisk udsigt til havet). En dag spurgte Matio og Marielos om jeg ville med derover. Vi kravlede gennem pigtraadshegnet, som er overalt (man laerer at kravle igennem dem uden at stikke sig), og gik tvaers over marken mod traeerne.

Den dag var lyset virkelig flot, temperaturen ikke for varm og der var endnu ikke kommet saa mange hvepse at foretagendet blev farligt. Marielos og Matio gik straks i gang med at finde grene, sten eller nedfaldne mangoer, som de kunne kaste efter de modne mangoer i traeet. Matio var virkelig god, kastede meget praecist og med stor kraft. Marielos var ikke helt saa god til at ramme (dog lysaar bedre end mig!!) men kastede med en vild kraft!

Jeg taenkte, at jeg ogsaa hellere maatte hjaelpe til, saa jeg fandt en gren, sigtede efter en god mango og kastede. Grenen kom maks to meter over jorden! Det var virkelig svaerere end det saa ud og jeg begyndte at vaere glad for at min aftensmad ikke afhang af mine kasteevner.

Jeg udpegede ret hurtigt mig selv til at vaere den der samlede de mangoer, som de andre fik kastet ned, og efter kort tid havde vi samlet omkring 10 mangoer (det svarer til en vaerdi af 150 kr. i et dansk supermarked!). Vi gik tilbage til huset, vaskede dem og begyndte at spise dem.

Nu ved jeg selvfoelgelig ikke, hvordan andre danskere spiser mango, men i min familie plejer vi at skraelle den og skaere den i stykker. Men det er jo overvurderet! Her skylder vi mangoen og bider saa ellers af den. Skraellen spytter man selvfoelgelig ud igen efter man har spist koedet.

Nu bliver jeg lige noedt til at saette et par ord paa smagen af de her mangoer. De smager nemlig 10 gange bedre end nogen mango, jeg nogensinde har spist i Danmark! Vi snakker om mangoer, som netop er blevet plukket fra traeet, den har haengt i en kraftig sol siden den kom til verden, og netop som jeg tager den foerste bid, er koedet stadig varmt af solen. Smagen er soed og slet ikke parfumeret, som nogle mangoer i Danmark kan vaere, koedet er bloedt og saftigt, saa det loeber ud over mine arme. Paa en halv time, kan jeg sagtens naa at spise 3 mangoer uden at faa daarlig samvittighed, og naar jeg fortaeller min familie, hvad en mango koster i Danmark, griner de og ryster paa hovedet.

Det er lige praecis saa eksotisk, som jeg haaber, det lyder. Men saa skal man huske, at ingen fra min familie nogensinde har set et aebletrae eller paeretrae, og baade aebler og paerer er luksusvarer her i El Salvador. 

Sin esperanzas

En stor del af det voluntoerarbejde Josefine og jeg laver, er undervisning i engelsk paa de lokale skoler. Sammen underviser vi paa skolen i San Francisco Javier i 7.,  8., og 9.

Umiddelbart lyder det jo meget hyggeligt, men for mig er det blevet lidt af en haabloes opgave og nu skal I hoere hvorfor…

Dagen starter klokken allerede ved 7-tiden, hor eleverne moeder op og begynder at goere skolegaarden og klasselokalerne rent.  Klokken ringer klokken 7.30 og saa skal alle elever paa skolen stille op i raekker efter klasse og koen. Det bruger de gerne 10 minutter paa. Saa siger skolelederen lidt, som det kun er de forreste 50 %, der kan hoere, og herefter gaar de ind i klasserne. 
Vi (og de andre laerere) gaar altid ind sidst, og forsoeger saa at faa ro over flokken. Klokken 8 er vi klar til at begynde at undervise. Vi tysser paa dem, siger godmorgen og beder om ro, men der er bare aldrig helt roligt i klasselokalet. Eleverne er ofte meget urolige, og jeg har flere teorier om, hvordan det kan vaere:

1.
I hver pause koeber de chips, slik, sodavand og friturestegte groentsager. Det er det eneste, de kan koebe.

2.
Det er kun cirka 30 % der kan se tavlen og dermed laese hvad der staar og se, hvad der er tegnet.

3.
Klasselokalerne er kun adskilt af halvmure, og man kan derfor hoere larm fra alle de andre klasser. Det er derfor kun 50 % der kan hoere, hvad der bliver sagt. 

4.
I 7., 8., og 9. er der mere end 50 elever i hver klasse. 

5.
Der er stor alders- og niveauforskel og der bliver ikke taget haand om de daarligere stillet elever (det er der hverken tid eller resourcer til).

Men… Josefine og jeg gaar i gang med det valgte emne. I dag underviste vi 9. klasse i praepositioner og tegnede et kasse og en mand paa tavlen med en saetning ved siden af. Herefter gaar det op for os at ingen tegner eller skriver i deres haefter – det maa vi lige bede dem om at goere. Hvis vi er heldige, er der 75% der saa tegner eller skriver. Resten gider eller kan ikke (jeg tror det skyldes ovenstaaende teorier). 

Pludselig kan vi blive afbrudt af en saelger, der vil saelge en engelsk-cd-rom til eleverne, og saa bruger han gerne 10 minutter af undervisningstiden paa at holde en salgstale, som det igen kun er 50 % af eleverne, der kan hoere.

En anden afbrydelse kan vaere at mad-damerne kommer og deler mad ud. En fornuftig dansker ville nok taenke, at man kunne ordne det i loebet af de 5 lange pauser, de har i loebet af formiddagen, men nej.. Det er altsaa bare nemmere at goere midt i undervisningen. 

Sidst, men absolut ikke mindst, kan eleverne paa ingen maade, finde ud af at taenke selvstaendigt. Hvis vi beder dem om at lave en opgave med praepositioner, som vi ved, de har en lang liste med staaende i deres haefte paa baade spansk og engelsk, kan de stadigvaek finde paa at spoerge, hvad “on” betyder. 
Hvis vi beder dem bevsare nogle engelske spoergsmaal, kan vi stadig tage dem i at svare paa spansk eller saagar oversatte spoergsmaalet til spansk (i stedet for at svare!).

Det er altsaa ikke uden grund, at overskriften paa dette indlaeg er “uden haab”, for det er lidt den situation, jeg befinder mig i. Maaske var det en idé at laere deres engelsk-laererinde engelsk foerst – det kunne maaske vaere et godt sted at starte…

 

Pobreza

Nu er alt i El Salvador ikke bare aftenbadning, mangospisning og fantastiske busturer. Jeg ser ogsaa en mere alvorlig side af landet, som jeg vil dele med Jer! Det er flere forskellige ting, som alle bunder i det samme store problem: fattigdom.
Jeg ser og foeler den dagligt i den mad familierne spiser, toejet folk gaar klaedt i, sygdommene folk lider under og husene de bor i.

Min opmaerksomhed fanges ofte at folk, der paa en eller anden maade ikke helt ligner alle de andre. En kvinde der ikke kan aabne sit ene oeje, en mand med ekstremt meget overskydende hud paa sin arm, et barn der humper… Smaa ting, som ikke er livsfarlige, men som goer det svaerere at udfoere dagens opgaver. Ting, som man i Danmark ville have ordnet med en operation!

For ikke saa lang tid siden tog jeg en soendag med min soester paa arbejde. Hun arbejder paa raadhuset som miljoeansvarlig (ret sejt som 18 aarig, synes jeg!) og sammen med de andre unge fra raadhuset tog vi ud til et communidad langt ude paa landet (laengere ude paa landet, end jeg bor). Her skulle vi snakke med folk om det kommende valg, goere reklame for Salvador, som stiller op som praesident for FMLN og stille nogle spoergsmaal om, hvad folk oenskede at regeringen gjorde for dem!

Dagene omkring mit besoeg i communidadet blaeste det rigtig meget. Det paavirkede de folk, vi snakkede med, for mange af dem svarede, at de gerne ville have regeringen til at hjaelpe med huse. Det forstod jeg godt. Det var ubehageligt at se, hvordan husene var ved at falde fra i hinanden i en almindelig vestenvind, og jeg toer slet ikke taenke paa, hvordan folk i de huse har det, naar jeg ligger i sengen i min families forholdsvis stabile hus, og frygter at vinden river det fra hinanden.

Jeg proevede at male majs til tortillas. Hos familien vi besoegte og i communidadet er der ikke en moelle, som vi har i mit communidad, og de maatte derfor goere det med haandkraft hver dag. Og jeg skal hilse at sige, at de bruger meget! Mine haender rystede og jeg var oem dagen efter – det vil jeg gerne indroemme. Jeg har stor respekt for salvadoranske kvinder!
I bagsiden af billedet kan man desuden se spraekkerne i vaeggen og stofstykkerne, som lapper hullerne. I den blaa beholder bag mig, opbevarer de vand. Nogle communidades har ikke vandroer og vand i haner, og familierne maa derfor hver dag hente vand til alle dagens goeremaal og til dyrene i en broend.

Nogle dage senere var jeg med moren i min familie til en Reparto. Det er en madudlevering faciliteret af raadhuset. Familier kan komme en gang om maaneden komme og hente en lille portion mad bestaaende af det mest noedvendige og mest brugte.

Det slog mig, at selv min familie maa vaere fattig, naar de gider bruge penge, tid og besvaer paa at hente denne pose med mad. Det slog mig for alvor, at jeg er i et omraade praeget af fattigdom, af folk der maa taenke sig om, foer de koeber og som maa spise de samme, usunde ting, fordi det er billigst.

Det er rigtig svaert for mig at beskrive den fattigdom, som jeg kan maerke den. Men jeg haaber, at en smule af fattigdommen skinner igennem paa billederne og at folk ellers vil hoere mig fortaelle, naar jeg kommer hjem til Danmark igen.

Bañarse bajo las estrellas

Stjernerne lyser klart paa himlen, familien sidder i stuen og snakker, jeg staar paa mit vaerelse, vikler haandklaedet omkring mig og bevaeger mig ud mod badet. Det har vaeret en meget varm dag, og natten bliver med garanti ogsaa varm. 

Jeg smider haandklaedet over muren og taender for bruseren. Vandet er dejligt afkoelende, og jeg skrubber mine ben for stoev og mine arme for svedbanerne.

Jeg hoerer chikadernes lyde fra marken bag huset, som jeg har direkte udsigt til fra badet. Jeg hoerer familien grine inde fra stuen. Jeg hoerer en telefon ringe.

Der dufter rent af saebe, naturligt af vandet og friskt fra naturen omkring mig.

Mens jeg langsomt bliver afkoelet ser jeg mod himlen. Jeg ser den smukkeste stjernehimmel og kan bruge flere timer paa at se paa den. Jeg finder hurtigt Orions baelte, som ligner en ko (er jeg virkelig den eneste, der kan se det!!?)

Jeg slukker for vandet, tager haandklaedet omkring mig, toerrer mig (med rejsehaandklaede vil det sige at skubbe vandet lidt rundt paa kroppen og vente paa at varmen klarer resten) og tager min nat-t-shirt paa.

Jeg ligger mig i sengen, skriver min dagbog, hoerer lidt dansk musik paa min iPod og 5 minutter senere er jeg igen fugtig af sved. Men det var dejligt at vaere ren, saa laenge det varede!

El bús

Laenge inden jeg kan se bussen, kan jeg hoere den komme. Motoren larmer og chauffoeren dytter til hoejre og venstre. Jeg staar i siden af vejen, da jeg ser den komme rundt i svinget. US19 staar der paa den, og jeg ved, at det er min yndlingsbus. Den kommer hver dag kl. ca. 7.50 (busserne er det eneste, der foelger og overholder en tidsplan her). Jeg raekker armen ud for at signalere, jeg vil med, og da den stopper ud for mig, stiger jeg paa.

Jeg finder, om muligt, et saede og saetter mig. Jeg falder ind i bussens rytme gennem landskabet: stop fordi folk skal af, starte igen og koere 50 m. inden vi igen stopper fordi vi skal have en kasse sodavand med til en eller andens onkel, koerer videre, dytter og bremser lidt, fordi nogle koeer gaar i vejen, dytter for at signalere til onklen, at han skal hente sine sodavand i ved bussen, koerer videre indtil nogle skal af eller paa…

Bussen er en gammel, amerikansk skolebus. Udenpaa er den farverig og indeni er den pyntet med klistermaerker af tegneserier, bibelvers og fodboldhold (barca eller madrid). Jeg hoerer pengeraslen og finder mine penge frem for at betale. Det koster mig en quarter (2 dkr!!!) at komme det der svarer til 2 zoner (20 dkr.) hjemme i Aalborg. Bus-gutten (som jeg kalder ham) gaar ned langs gangen i bussen og indsamler pengene. Naar jeg er paa vej frem fra den stoerre by, ved han hvor jeg skal hen og giver mig praecise penge tilbage uden at spoerge. Dét er service!

Ud af radioen stroemmer bloede, spanske popballader, og jeg kigger op mod chauffoeren, som, mens han koerer bussen, enten smser eller sidder og stirrer ind i bakspejlet og ned paa mig. Han er noget af en flirt, men han har en stor naese…

Men jeg kan meget bedre lide bus-gutten, som husker, hvor jeg skal af, give mig rabat paa hjemturen og tager min taske, naar jeg gaar de tre skridt ned af trappen og ud af bussen. Han er altsaa min yndlings, og jeg kommer helt sikkert til at savne busserne, deres hoeje humoer og serviceniveau og deres lave priser, naar jeg kommer tilbage til Danmark!

Bienvenidos/as a mi vida

Velkommen til mit hjem:

Her har jeg boet den sidste 1,5 uge og skal bo de naeste 10 uger ogsaa. Jeg bor her med min meget soede familie, som jeg vil praesentere i dette indlaeg, samtidig med en “rundvisning” i mit hus og en lille praesentation af maden!

Mit vaerelse er bag muren med Che Guevara. Jeg har en seng med myggenet over, en ustabil stol og en lige saa ustabil reol med mine personlige ejendele. 

 

Jeg foeler mig allerede rigtig godt hjemme, hvilket familien og mine nye soede venner ogsaa er med til. 
Noget andet, der altid er spaendende et nyt sted, er toilet- og badeforhold. Her er der baade toilet og bruser, saa jeg er mere end tilfreds! Paa toilettet har jeg nogle gange selskab af en edderkop eller graeshoppe, men har endnu ikke set vaerre ting (sikkert fordi jeg holder mig derfra om natten!). Og i bruseren har jeg baade haft fornoejelse af udsigt til en vulkan og, naar der er moerkt, en flot stjernehimmel!

 

Resten af huset er paa samme niveau som mit vaerelse. Der er et hovedhus med stue, hvor hovedmoeblerne er to haengekoejer, og et koekken med gaskomfur og baal. I gasovnen er der spindelvaev. 
Overalt i huset er der konstant gennemgang af aender, kyllinger, hunde, hoens og en enkelt kat. Man laerer at leve med dem, og jeg nyder bare at hverken koeerne eller grisen har adgang til stuen! 
De har meget let respekt for deres eget hus, hvor de blandt andet baade spytter, smider mad og kaffe paa gulvet. Jeg laerte hurtigt altid at have mine sko paa!

Og nu til familien, som bestaar af bedstemor, bedstefar, mor og tre boern (pige paa 18, og to drenge paa 10 og 8). Dertil kommer faetre, kusiner, onkler og andet godtfolk, som kommer og gaar hele tiden.

Min bedstefar er halv glemsom og siger tit: “lunes vas a ir a COMUS” (=mandag tager du ind til Comus?). Ja, svarer jeg, og saa mister han interessen. Men soed er han, selvom han er mesterspytteren i huset!

Min bedstemor er uendeligt soed og godhjertet. Hun faar mig til at savne min farmor og mormor hjemme i Danmark! Hun smiler og griner ofte, hun krammer mig og underviser mig i koekkenord. En dag i sidste uge laerte hun mig at lave tortillas, og det er hun ogsaa i gang med paa billedet herunder:

Deres datter, som hedder Luz Helene, er ogsaa rigtig soed. Hun tager mig med til byen for at handle og tager mig om eftermiddagen med ud i lokalsamfundet for at snakke med de andre og saelge toej. Hun er dybt afhaengig af sin mobil, og snakker i telefon lige saa ofte, som jeg taenker paa mad (konstant!). 

Hendes tre boern har en saerlig plads hos mig. Den aeldste er Marielos paa 18. Hun hjaelper til i huset og har samtidig et arbejde i byen. Hun faerdiggjorde gymnasiet men havde, lige som mange andre, ikke mulighed for at laese paa universitetet. Marielos laergger neglelak paa mine (lange) negle paa fingrene og forklarer mig ordene, naar jeg ikke forstaar dem. Med hende foeler jeg, at jeg har faaet en soester:

Saa er der de to drenge. Edenielson paa 10 aar, er meget intelligent og snakkede en af de foerste aftener om Danmarks flag. “Er det med et stort eller lille kryds?” ville han vide, og saa tegnede han baade det danske og det schweisiske flag. Imponerende! Derudover spiller og ser han gerne fodbold, selvom forholdene er saa daarlige, at det goer mig trist!

Og saa Matio! Soede, rare Matio paa 8 aar, som fletter julehjerte, skriver sedler og tegner tegninger til mig. Han kigger paa mig, naar jeg laeser mine boeger og spoerger tit, om jeg vil spille fodbold med dem. Han elsker at snakke med mig, selvom jeg ikke forstaar meget, fordi han er saa ivrig og snakker usammenhaengende hurtigt. 

Det var saa den naermeste familie. Og nu til noget naer det vigtigste: maden! ;-)
Det er meget ensformigt, meget proteinrigt, men ogsaa meget godt! 

Morgenmaden bestaar ofte af aeg, boennemos, stegte bananer og franskbroed. Hertil faar jeg kaffe og en kiks/kage. 

Frokosten er ofte mere forskellig, men det er dagens hovedmaaltid og man faar altid koed (kylling). Dertil ofte ris, eller suppe, eller kartofler stegt. Hertil spiser man tortillas.

Aftensmaden minder meget om morgenmaden. Nogle gange kan man ogsaa faa chorizopoelser, stegte kartofler med aeg eller nogle maerkelige groentsager, som ikke er min livret.  Til aften faar jeg ogsaa altid kaffe og kiks/kage. 

De spiser desuden avocado og en ost, jeg ikke bryder mig om, men de laerte hurtigt, at jeg ikke broed mig om det og giver mig det derfor ikke mere.

 

Dagen slutter ret hurtigt efter aftensmaden. Der er moerkt klokken 6.30 PM, og da dagen for bedstemor starter klokken 5 AM (for mig 6.30 AM) gaar vi senest i seng klokken 8 PM, hvorefter jeg ofte laeser og hoerer musik, inden je laegger mig til at sove. 

Familielivet har givet mig tid og grund til at taenke Danmark og min egen familie, som jeg savner meget. Jeg savner mormors roedgroed i kolonihaven, jeg savner farmors frikadeller og kaernemaelkssuppe og jeg savner at vaagne til mors nybagte boller med smoer, der smelter, og ost. 

Naar det er sagt, saa elsker jeg at vaere her, og jeg glaeder mig til alle de oplevelser, jeg har at se frem til sammen med min midlertidige familie :-)

 

 

 

Quince y tres

Klokken er fire om natten, jeg har ikke sovet endnu og om faa timer bliver jeg hentet og koert ud til min nye “familie”. Lige nu er det Cecilie, der stiger ind i en taxa og koerer vaek, mens vi andre, lidt tomme, gaar tilbage i seng og sover nogle timer. Da det faa timer senere var min tur til at vinke farvel, graed jeg. Ikke over at skulle videre, men over at skulle sige farvel til saa fantastiske mennesker, som jeg har moedt paa platformen.

   

Flere timer og busturer senere ankommer jeg til min nye familie. Den bestaar af bedstemor, bedstefar, mor og tre boern (Marielos paa 18, Elnelson paa 10 og Matio paa 8). De er alle utroligt soede, og jeg er allerede rigtig glad for dem, selvom det baade for dem og for mig er svaert og anstrengende at snakke spansk hele tiden.

Den foerste weekend brugte jeg sammen med familien paa forskellige ting. Loerdag var vi til en vaskeaegte Quincenera, som er en blanding mellem konfirmation, 18-aars foedselsdag og bryllup. (Jeg er desvaerre kommet afsted uden kamera, saa billeder maa vente til en anden gang). Vi startede i kirken (den katolske, som min familie tilhoerer), hvor pigen, der fyldte 15 aar, skulle laese noget op fra Biblen, hoere praesten snakke og synge nogle sange. Meget konfirmationsagtigt!

Herefter gik vi videre hjem til hende og hendes familie, hvor der var en masse rituelle danse mellem foedselaren og hendes 7 kavalerer (ja, SYV!). De skulle baade skaale og give hende blomster, mens de dansede. Der var sandwich og drikkevarer til dem, der bare var til “glo-bryllup”, mens de inviterede fik noget lidt mere raffineret mad. Mit bedste gaet er, at der var cirka 200 mennesker. Jeg var virkelig overvaeldet, da vi nogle timer senere gik hjem. Men det er netop denne slags oplevelser, jeg haabede paa at faa, da jeg tog hjemmefra.

Dagen efter stod vi taet klemt sammen paa ladet af en bil. Vi var paa vej mod San Francisco Javier, og bilen stoppede tit for at samle flere mennesker op. Stemningen var spaendt – vi var paa vej ind for at se fodbold med det lokale hold. Det var noget af et tilloebsstykke! Der var snack-saelgere (de er overalt!) og masser af mennesker. Jeg havde AaB-troejen paa og blev flere gange stillet det obligatoriske sporgsmaal: Barca eller Real Madrid? Jeg har besluttet at jeg holder med Barca, fordi de spiller flot (og har en flot spillertroeje). Det er heldigvis ogsaa dem min familie holder med:-)

Tilbage til kampen, en af vores spillere scorede et klasse-maal naesten fra midten og lige op i det fjerne hjoerne! Wow! Lidt senere snuppede vores maalmand et straffespark og derfra gik det bare ned af bakke (eller op, som man ser det – det gik hvertfald godt!). Vores hold vandt 3-0, og saadan kunne vi tage hjem til El Tablon (min lille communidad), og spise frokost – meget glade for vores sejr!

Fe y Alegría

I den fattige (og farlige) bydel Zacamil i San Salvador ligger “Fe y Alegría”, som er et center for børn og unge. Bydelen er især kendt for bandekriminalitet mellem de to bander “Mara Salvatrucha” og “Calle 18”, og netop derfor er centeret blevet oprettet: for at give børn og unge noget andet at lave, end at blive bandemedlem.

På centeret blev vi mødt og budt velkomne af fire smilende og imødekommende lærere. De fortalte først lidt om sig selv, spurgte ind til os og forklarede programmet for dagen. Væggene var malet i mange flotte farver og overalt blev man mødt af smil. Man følte sig med det samme velkommen og tryg i det ellers utrygge miljø.

Herefter viste de fire lærere os rundt på centeret, hvor vi så forskellige kurser man kunne deltage. Vi besøgte centeret om formiddagen, hvor centeret var fyldt med unge, som var for gamle til at gå i skole. Børnene kunne komme om eftermiddagen efter skole.

Det første kursus vi så var bageriet. Her kunne de unge lærer kunsten at bage: alt fra søde kager til brød. Vi snakkede her med en fyr, som fortalte os, at han havde lært rigtig meget og kurset havde virkelig gjort en forskel på hans liv.
Derefter gik vi videre til madlavningskurset, hvor temaet denne dag også var kager: store flotte lagkager. De unge mennesker (både drenge og piger) var meget koncentrerede om deres kager, som de var igang med at pynte med lyserød smørcreme. De brugte både paletknive og flere forskellige tyller, for at gøre kagerne så smukke som muligt.

Til dette kursus var tilfældigvis også en ung fyr, som havde færdiggjort kuset og nu havde startet sit egen catering firma. Dette er ikke den eneste solstrålehistorie, centeret kan berette om. Mange unge får job eller starter egen (lille) virksomhed efter at have forladt centeret og dets kurser. Det er virkelig livsbekræftende at høre, hvordan dette center får unge mennesker til at vælge håndværktøjer, mel eller frisørsakse frem for pistoler og tatoveringer.

Vi kiggede også ind til et kosmetikkursus, hvor de fortalte, at de unge efter hvert endt kursus fik et diplom, så de kunne søge job inden for det felt, hvor de havde dygtiggjort sig. Det var virkelig fedt, at der var mulighed for at vælge, hvad man selv interesserer sig for. Mange unge piger synes bare, det er sjovere at lægge neglelak end at bore i træ.
Herefter bevægede vi os ud i bydel og ud i de små “communidades”, som de små samfund bliver kaldt. Husene lå virkelig tæt til alle sider, men uanset hvor vi kom hen, blev vi mødt med interesse, smil og oprigtig gæstfrihed. Det er utroligt, hvordan folk der har så lidt kan udvise større gæstfrihed end nogle andre, jeg nogensinde har mødt!

Vi mødte bl.a. en gammel dame, som var en af centerets kontaktpersoner i lokalsamfundet. Hun gav os alle krammere, kys på kinden og rosende ord med på vejen. Og da hun så hvordan Ulrikke havde fået en skramme på kinden løb hun straks efter en salve, som hun smurgte på Ulrikkes arm. Også hun talte meget varmt om centeret, om hvad de havde gjort for lokalsamfundet og hvilke ønsker lokalsamfundet havde fremadrettet.

Herefter gik vi videre og blev inviteret indenfor i en stue på størrelse med mit værelse i Danmark. Vi var 9 mennesker som lyttede til, hvordan kvinden først ikke ville have sine børn til at gå i centeret af frygt for at der ville ske dem noget på vejen derop. Det var børnene selv, der til sidst havde overtalt hende og nu følger hun dem frem og tilbage hver gang de skal derop, mens hun også selv er blevet en stor del af centeret.
Også her mødte vi stor gæstfrihed: kvinden fik sin søn til at købe både cola og kager til os alle, selvom det var tydeligt for enhver, at de var fattige – meget fattige.

De sidste vi mødte på vores tur rundt i lokalsamfundet, var en gruppe drenge, som med inspiration fra “Fe y Alegría” havde startet deres egen lille gruppe, som interesserede sig for street-art. De breakdancede, hip-hoppede og lavede grafitti. De bad os indenfor på en kunstbane og viste os deres breakdance, og selvom de kun havde deres egen beatboxing og musikken fra en telefon med dårlig lyd, lyste glæden ud af dem. Det var rørende at se, hvordan de store drenge havde taget en yngre dreng ind under deres vinger og lært ham at breakdance sammen med dem. Til sidst bad de om et billede sammen med os danskere, og det viste endnu engang, at de havde stor interesse i at lære os og vores kultur at kende.

Da vi kom tilbage til centeret, havde de unge fra bager-kurset sat nogle kager til side til os. For 117. gang den formiddag strømmede glæden igennem mig og jeg smilede stort. Endnu engang var jeg blevet mødt med gæstfrihed og omtanke.

Da vi forlod centeret var det for mit vedkommende med en kæmpe oplevelser for livet, stor glæde og en enorm bunke håb for fremtidens El Salvador med så optimistiske, hårdtarbejdende, gæstfri og nysgerrige unge mennesker!

¿Quieres bailar?

Vi står på ladet af en pickup truck og kører gennem bakkelandskabet. Det ene øjeblik må man dukke sig for nogle grene, det næste runder man et hjørne og bremser kraftigt op – vejen er fuld af køer, som lige skal gå til siden, hvilket de gør stille og roligt og helt naturligt. Udsigten fra pickup truckens lad er fantastisk, og man kan se marker, bjerge, dyr og meget mere så langt øjet rækker.

Årsagen, til at vi står en flok unge mennesker på ladet af en bil, er at vi er på vej til “Festival del cerro Guasapa” – en slags byfest, hvor folk for foden af bjerget “Guasapa” fejrer fredsforhandlingerne efter borgerkrigen. Der er mad, musik, taler og dans. 

Da vi ankommer til pladsen, sætter vi os i en rundkreds og drikker øl – danske som vi er. Officielt starter det klokken 14, men vi er de eneste udover mad-mama’er og musik-folk, som allerede er kommet. Klokken 16 startede første musikindslag – ifølge programmet. Klokken blev nærmere 16.45, men stemningen var god og der var efterhånden kommet en del mennesker. 

Til aftensmad spiste vi pupusas, en El Salvadoriansk specialitet, som jeg er virkelig fan af! (Bare rolig, I kender mig – senere kommer der et særligt indlæg kun om mad!). Nedenunder kan I se, hvordan kvinder står med brændende varme pander og steger pupusaerne. Disse kvinder findes over alt, også her i Suchitoto, hvor jeg bor.

Da mørket faldt på, gik endnu et liveband på scenen. Vi sad på plasticstole og pludselig kommer en dreng på ca. 8 år hen og spørger, om jeg vil danse. Og selvom det nærmere var “et skridt til den ene side og et til den anden” end det var dans, smeltede mit hjerte på stedet over hvor modig og sød han var. Jeg tog et billede med ham, og han har allerede lært at se cool ud.

Efter “dansen” med min modige dansepartner, gik der lang (laaaaaaang) tid med snak, hvor de sagde det samme igen og igen og igen. Der var i mellemtiden blevet rigtigt koldt, solen var gået ned og klokken var 21. Men endelig kom der musik igen. Først et hyggeligt liveband, som spillede musik, der umiddelbart ikke blev danset til. De kunne nok sammenlignes lidt med “De Gyldne Løver” fra Danmark. Det var tydeligt, at de unge sad rundt omkring på bakkeskråninger, mens de ældre stod ved scenen. Da det blev tid til ekstranumre, var det derfør også de ældre der hujede og klappede, mens de unger enstemning råbte “NOOOO”. 

Efter den latinamerikanske udgave af “forældre-band”, gik dj’en på, og så var der fest. På få minutter var dansegulvet fyldt af El Salvadorianere (og os som forsøgte at få varmen). Der blev danset cumbri, reggaeton, dance/techno som vi kender det fra diskotekerne i Danmark og meget mere.

Jeg troede, jeg var rytmisk, men det viste sig hurtigt! at jeg tog fejl. Mine hofter ville bare ikke bevæge sig! Men det lod ikke til at afskrække fyrerne. Der gik ikke længe før en ung latino (med stort L!) sagde “¿Quieres bailar?” (=vil du danse?). Det var et tilbud, jeg ikke kunne afslå, og pludselig dansede jeg meget latinamerikansk meget tæt på en meget latinameriansk fyr. Det passede mig egentlig altsammen meget godt, indtil han på spansk spurgte, om han måtte få et kys. Jeg var ikke helt klar til mand og hus og børn i El Salvador efter to danse, så jeg rystede på hovedet, hvorefter han spurgte igen. Det gentog sig flere gange indtil han spurgte på engelsk (staklen kunne simpelthen ikke forstå, at jeg ikke ville kysse ham – det måtte dreje sig om et kommunikationsproblem). Det var her de andre danskere, som heldigvis dansede tæt på, så panikken i mine øjne og let og elegant fik mig hevet væk derfra og hen til “danskercirklen”.

Turen hjem var på ladet var fantastisk smuk med en stjerneklar himmel over os. Aftenen sluttede vi af med “cuba libra” (rom og cola), cervezas og kortspil på El Necio, som er baren skråt over for platformen, og da jeg senere lå i min seng, var det stadig den lille 8 årige dreng, der havde smeltet mit hjerte, ikke latinofyren, med sine smarte dansetrin.